Skal du uddanne dig for at komme til at arbejde med bæredygtighed? Eller skifte job? Går du med disse tanker, er du ikke alene. Jeg troede det var et must, men jeg tog fejl.
Du behøver ikke tage en helt ny uddannelse, eller skifte karriere, for at komme til at arbejde med bæredygtighed.
Giv mig 5 minutter og se de 6 trin jeg tog, for at komme til at arbejde med bæredygtighed, uden at uddanne mig til det først.
Hvad de 6 trin gjorde for mig
De 6 trin nedenfor har gjort at jeg i dag arbejder i en Fintech Start up, Valified, med bæredygtighedsdata. Før det var jeg i Folkekirkens Nødhjælp, og brugte min finansielle baggrund til at støtte nødhjælpsarbejdet i verdens fattigste lande.
At nå hertil, var skridt der for mig var svære at tage. Især når man af natur går med livrem og seler.
Førhen var jeg mange år i Nordea (og glad for det)med arbejde fokuseret på processer, kreditvurdering og support af erhvervskunder. Men min passion voksede sig større, og jeg besluttede at søge arbejde fuldtid med bæredygtighed.
Hvad gør man så?
Jeg gik i gang med at researche. Jeg stødte konstant på at bæredygtighed kun var noget du kom ind i, hvis du var kommunikations uddannet eller jurist. Og direkte uddannelser i bæredygtighed, var forbeholdt ingeniører og specifikke fagområder – ikke for ordinær forretningsdrift og erhverv.
Men det er en skrøne. Det er ikke nødvendigt at tage en helt ny uddannelse for at komme til at arbejde med bæredygtighed.
Via min egen erfaring, og fra arbejdet med virksomheder, har jeg set, at der er flere veje i mål.
Jeg håber de 6 trin kan tjene til inspiration, hvis du som jeg, ønsker at komme til at arbejde med bæredygtighed.
1. ”DO GOOD” med dine kompetencer
Jeg benyttede min finansielle baggrund til at bistå hjælpearbejdet i Folkekirkens Nødhjælp. Men du behøver ikke en humanitær organisation for at arbejde med bæredygtighed. Dansk erhvervsliv er massivt i gang med den grønne/bæredygtige omstilling.
Bæredygtighed er ikke en afskåret selvstændig disciplin. Det skal integreres i virksomhedens enkelte grene. Brug dine kompetencer, opbyg viden om bæredygtighed og se hvad du kan gøre indenfor dit felt, før du bevæger dig ud i en helt ny karriere og fag.
Virksomheder jeg har talt med, har oftest ikke ansat nye folk med en bæredygtighedsuddannelse. De har udviklet og bygget bæredygtighedsviden på eksisterende medarbejdere, så de kan bruge deres faglige baggrund til at tænke nyt indenfor deres ansvarsområde. Altså ganske ”almindelige” jobs og erhverv, der arbejder struktureret med bæredygtighed. Produktion, HR, logistik, kommunikation, service, projektledelse, udvikling etc.
En perfekt kombination af bæredygtighedsviden og faglig ekspertise på deres felt, der gør at de kan bruge det i driften og udviklingen.
Vil du have inspiration til selve arbejdet med bæredygtighed i en virksomhed, så se også mit indlæg Tjekliste til bæredygtige tiltag.
2. Sæt dig ind i bæredygtighed i den virksomhed du er i - og involver dig
Mange virksomheder er i færd med at starte arbejdet med bæredygtighed. Undersøg hvor din egen arbejdsplads er.
- Er I lige startet? Har i en strategi? Er der nedsat en arbejdsgruppe tværorganisatorisk?
- Undersøg jeres intranet for viden og initiativer
- Får eller har du idéer afledt af det du læser? De fleste virksomheder har udfordringer med at få bæredygtighed ind i alle dele af virksomheden. Det bliver værdsat at byde ind med sin indsigt fra sit sted i organisationen
- Ræk hånden ud til rette bæredygtigheds ansvarlige og bliv en fast del eller besøgsven til bæredygtighedsindsatsen. Det profilerer dig til fremtidige opgaver og giver dig mulighed for at påvirke arbejdet
3. Gentænk dit netværk
– alle er opnåelige!
Da jeg startede som elev i Nordea for år tilbage, fik jeg det bedste råd i min karriere: Se alle i hele koncernen som dine nære kolleger. Det betød at jeg ikke var bekymret for at ringe til andre afdelinger, uanset om de ikke var et oplagt valg at kontakte for at få hjælp.
Princippet har jeg taget med mig til LinkedIn. Jeg har gentagne gange taget kontakt til bæredygtighedsprofiler. Fx for at spørge til jobmuligheder, gode råd eller aftale kaffeaftaler med ”kindred spirits” der var passioneret omkring bæredygtighed.
Princippet betød for mig, at jeg har dét job jeg har i dag. En bæredygtighedsprofil via LinkedIn kontaktede mig om jobmuligheden (tak til Dorte og Jesper!)
De fleste deler gerne af deres viden og erfaringer, når du er åben om dit formål og søger inspiration. Så ræk hånden ud.
4. Dan et ambassadør netværk på jobbet
Påvirkning til bæredygtig handling kan ske nedefra. Vil du mødes med andre der brænder for bæredygtighed og sammen skabe handling, så dan et netværk på din arbejdsplads.
Jeg gjorde det i Nordea, og var med i opstarten af Sustainability Ambassadors Network, med kolleger fra alle lande.
Det koster ikke store ressourcer. Lad facilitering gå på tur i en kerne af to-tre personer, som du kan alliere dig med. Og inviter talere, så I kan blive inspireret.
5. Spin dine nyhedskilder og opnå ny viden, der styrker din profil
Tilslut dig udvalgte nyhedsbreve, og opdater dig på medier der drøfter bæredygtighed indenfor dit erhverv. Knowledge is king.
Nyhedskilder jeg følger er bl.a.
- Børsen Bæredygtig – indtil videre kræves ikke login for at læse artiklerne
- CSR.dk – Forum for bæredygtig forretning. Erhvervsmedie med rapporter og artikler om forretningsdrevet bæredygtighed
- Finanswatch.dk Banker og den finansielle sektor er under pres for at følge med kommende krav til bæredygtighed, og bakke op om deres kunders konkurrencekraft og drift. Der er jævnligt spændende nyheder at læse her
- LinkedIn. Generelle kilder kan være UN Global Compact, World Economic Forum og nyheder fra EU. Find også bæredygtighedsprofiler i din branche, der kan være gode kilder til viden
6. Webinar, kurser og kaffe!
Opnå viden om bæredygtighed og oversæt dine kompetencer
Uddannelse i en helt ny fagspecifik retning er altså ikke et must. Men:
Du skal bruge viden for at ”oversætte” dine eksisterende kompetencer til bæredygtig handling.
- Tilmeld dig webinarer om emnet. Du finder masser af tilbud når du følger med bæredygtighedsprofiler via LinkedIn
- Lav kaffe aftaler i egen virksomhed og eksternt, med profiler der brænder for emnet
- Tjek din fagforenings og brancheforenings kursusudbud. Flere og flere udbyder kurser med viden om bæredygtighed indenfor sit felt. Jeg opsøgte fx Finansforbrundet, der tilbyder gå hjem-møder om emnet
- Find fx gratis E-learning på fx coursera.org og edx.org om bæredygtighed. Søg på Sustainability og en masse gode muligheder dukker op. Se fx Corporate Sustainability eller Introduction to Corp. Sustainability, Social Innovation and ethics
- Tag enkeltfag. Fx via Århus Erhvervsakademi til en rimelig pris, som din arbejdsgiver eller du selv kan overskue, med et stort udbytte retur. Jeg har fx selv taget akademifaget Bæredygtige forretningsforståelse, der giver en god basis forståelse for bæredygtighed, og hvordan du kan arbejde med det i en virksomhed.
Her fik du de 6 trin. Hvilke giver mening for dig?
Alle virksomheder er enten i gang med at arbejde med bæredygtighed eller skal til det, for at sikre sin konkurrencedygtighed og kommende krav fra kunder og myndigheder.
Uanset dine kompetencer og hvilket fagområde du er stærk i – og uanset virksomhedens formål – kan du komme til at arbejde med bæredygtighed uden at tage en helt ny uddannelse.
Opbyg din viden på bæredygtighed via de 6 trin, stil forslag og involver dig. Så skal det nok lykkes dig at komme til at arbejde proaktivt med bæredygtighed.
God jagt på det bæredygtige arbejde, og tak for at du læser med 🙂
Fandt du de 6 trin inspirerende? Så del gerne med en ven, som du synes skal læse det.
Mange hilsner, Mia
Hvad skriver jeg om?
Jeg folder løbende emner ud omkring bæredygtighed i praksis. Med et fokus der er jordnært og så konkret som muligt.